Identitetstyveri
Når nogen bruger dine oplysninger til at oprette abonnementer, lån eller konti i dit navn.
- Det starter næsten altid med oplysninger, der allerede er lækket, ikke med et hack af din computer.
- De første tegn er typisk post eller regninger for noget, du ikke har bestilt.
- Handl hurtigt: dokumentér, anmeld, og kontakt de virksomheder, der har oprettet noget i dit navn.
Sådan opdager man det
Sjældent i det øjeblik det sker. Det typiske forløb er, at der dukker noget op, du ikke kan placere:
- En regning eller rykker for et abonnement, du aldrig har tegnet.
- En velkomstmail fra en tjeneste, du ikke har oprettet dig på.
- Et brev fra et inkassofirma om en gæld, du ikke kender.
- En besked om, at din adgangskode er ændret et sted, hvor du ikke har ændret den.
Fællestrækket er, at det virker som en fejl. Det er værd at bruge ti minutter på at undersøge frem for at antage, at det er en forveksling.

Hvad der skal ske først
Rækkefølgen betyder noget. Det handler om at stoppe blødningen, inden du rydder op.
- Skriv ned, hvad du vedTidspunkter, beløb, firmanavne, skærmbilleder. Du får brug for det til både politiet og de virksomheder, du skal kontakte, og det bliver sværere at rekonstruere senere.
- Kontakt den virksomhed, der har oprettet noget i dit navnFortæl at aftalen ikke er indgået af dig, og bed om at få den annulleret. Bed samtidig om at få oplyst, hvilke oplysninger der blev brugt, det siger noget om, hvor lækket stammer fra.
- Anmeld til politietAnmeldelse sker via politi.dk. Du får et journalnummer, som de fleste virksomheder beder om, når de skal annullere en aftale indgået ved svindel.
- Sikr dine kontiSkift adgangskode på mail først, derefter netbank og de tjenester, hvor du har genbrugt kodeordet. Slå to-faktor til, hvor det kan lade sig gøre.
- Følg op i månederne efterIdentitetsmisbrug kommer ofte i bølger, fordi de samme oplysninger sælges videre. Reagér på post og regninger, du ikke genkender, i stedet for at lægge dem til side.
Sådan gør du det sværere fremover
Der findes ingen knap, der slukker for risikoen, men tre ting flytter mest:
- To-faktor på mailen. Din mailkonto er nøglen til alt andet, den kan nulstille adgangskoder overalt. Beskyt den før alt andet.
- Forskellige adgangskoder. Ét genbrugt kodeord er den mest almindelige vej ind. Se vores adgangskode-generator.
- Vær tilbageholdende med oplysninger. Fødselsdato, adresse og telefonnummer er byggeklodserne. Jo færre steder de ligger, jo bedre.
Ofte stillede spørgsmål
Hæfter jeg for et lån, nogen har taget i mit navn?
Udgangspunktet er, at en aftale, du ikke har indgået, ikke binder dig. Det kræver, at du reagerer og kan dokumentere det, derfor er anmeldelse og skriftlig kontakt til virksomheden så vigtig. Er beløbet stort, eller afviser virksomheden det, bør du søge juridisk rådgivning.
Hvordan fik de mine oplysninger?
Oftest fra datalæk hos tjenester, du har været bruger af, ikke fra din egen computer. Navn, mail, telefonnummer og fødselsdato er nok til overraskende meget.
Hjælper antivirus mod identitetstyveri?
Ikke direkte. Oplysningerne er som regel allerede ude af dine hænder, når misbruget sker. Det, der hjælper, er to-faktor og forskellige adgangskoder.